leave no trash

Jeg kan godt li`den overskrift.

Overskriften kommer egentlig fra " Burning man", som er en årlig event i Nevada ørkenen.
Det er en uge hvor deltagere dedikerer tiden til fællesskab, kunst, iværksætteri, afslapning og selvværd uden at efterlade sig spor. "Leave no trace."  



Hvert år er der en kæmpestor mand, der bliver brændt af. Det er kulminationen på eventen og jeg tolker det som en ny kraft til kreativitet og bevidsthed.

Et samfund i Nevada ørkenen i en uge i hamrende hede for omkring 70.000 mennesker. I samfundet er der ingen penge, man bytter sig til alt. Når ugen er omme er der intet spor af eventen. Intet affald.

"Leave no trace" er blevet til "leave no trash". Det kan jeg bedre forstå og forholde mig til. Det er en enkel og ligetil tankegang.

Det emne var en del af en workshop jeg deltog i arrangeret af Hjørring AVV. Den workshop havde som tema to events. Den ene var Roskilde festivalen, som repræsenterer det samme antal gæster som Burning Man. Der er selvfølgelig flere forskelle, men en af dem er affald.

Roskilde festivalen har fokus på affald, men der vil gå mange år før den efterlades uden spor.

De er ikke nok at man sætter flere plakater, containere, nudging programmer op. På Burning Man er der ingen affaldsspande.
Så det handler om kultur, adfærd og tradition. Det er ikke så nemt at ændre, men alligevel interessant fordi Roskilde festivalen også er et billede på vores samfund her og nu.
LEAVE NO TRASH måtte gerne vågne i bevidstheden på flere planer. Ikke kun affaldet der tabes hvor man står, altså en fysisk handling, men også det mentale, det sociale, det kulturelle plan.
Roskilde er kendt for den store fest med varme og glæde til alle og enhver. Det er mediedækket som den store sociale, kulturelle og fælles fest. Det er en form for NO TRASH på det menneskelige niveau.

 Jeg hører og læser kun om styrkede fællesskaber på den festival, og det ville være fantastisk om noget af den styrke kunne bæres ud af festivalen med en vis holdbarhed. Desværre er det ikke en sket, for virkeligheden udenfor Roskilde festivalen er alt andet end fest og farver. Mange af dem der deltager ytrer sig om, at det netop er den frihed og glæde ( og selvfølgelig musikken ) de kommer for at opleve år efter år. De slipper hverdagens trængsler og tager luft på Roskilde år efter år.


Jeg tror vi har brug for at tænke mere i LEAVE NO TRASH på arbejdet, i familien, i skolen, på institutioner, på vejene, i butikkerne, i politik ja overalt hvor vi færdes. Leave beauty. Leave peace. Leave friendship. Leave respect. osv.
og på engelsk lyder det bare bedre.
Man er altid velkommen til at kommentere.

Kære unge mennesker

Jeg vil gerne hylde de unge mennesker, der kæmper en stor kamp, for at deltage i det almindelige
samfundsspil om uddannelse og øvrige samfundskrav. De kampe de unge kæmper handler om misbrug, incest, vold, omsorgssvigt, mobning, stoffer, angst, diagnoser og mindreværdsfølelser.

Det er den bagage de har med, når de bevæger sig rundt i uddannelsessystemet, og fejler, forsøger igen, fejler igen og for nogen er det sådan det bliver ved, indtil de efter mange forsøg lykkes med en uddannelse, der forhåbentlig kan give dem en mulighed for job, som også kræver en gevaldig indsats bare at passe og befinde sig trygt i.

Disse unge har ofte fra barndommen mødt en helt igennem urimelig verden. Nu er de blevet 18, 23, 26 eller endnu ældre, og mange af dem har endnu ikke oplevet den succes at have en uddannelse eller et længerevarende job.

Jeg vil gerne hylde de unge mennesker for deres arbejdsindsats. De knokler og er på overarbejde mange gange i løbet af en uge. Som en af de unge sagde : " Jeg er på overarbejde fra morgenstunden.
Jeg skal kæmpe med min OCD hele dagen. Oveni har jeg min ADHD"
" Min kamp mod angst og depression har fyldt hele min hjerne. I lange perioder kunne jeg kun være i mit hjem" er en anden udtalelse fra en ung sejkæmper.

I et fordomsfrit og anerkendende land er deres arbejdsindsats påskønnet. De vil blive hørt og mødt og de vil have gode muligheder for at kunne klare både uddannelse og job. De vil få behovet for en anderledes vej til uddannelse dækket uden skyld og nederlag.

I et fordomsfrit og anerkendende land kan man godt stille krav og forvente noget af hinanden. Der er der mange nuancer i succeskriterierne, og det er det man vokser af.

De sårbare unge jeg har mødt er faldet ud af systemets kadence pga følelsesmæssige overgreb. De kan sagtens klare det faglige, men når hovedet er fyldt med følelseskaos er det ofte en uoverskuelig opgave at følge de gængse mønstre og regler for uddannelse.

Jeg hylder dem for deres kampånd.
Tak til jer jeg har mødt på VUC i dette forår. 

Dagens fine tanke!

Mandag begynder med to timers samvær for de sidste på voksenforberedende uddannelse i Nyborg.

Der er 4 deltagere tilbage. I gruppen er der nu fine store billeder, produceret af holdet. Det var startprojektet, da vi var 25 studerende. En del af de 25 ville gerne forandre rummet. Et spændende projekt. På et af billederne valgte de studerende at skrive et citat fra Albert Einstein.

Løbende optag betyder, at der hele tiden kan komme nye deltagere til holdet. Nogen går videre og andre kommer til.

I dag fortalte en af de sidste deltagere, at netop dette citat af Albert Einstein er betydningsfuldt for ham, fordi det netop rammer det afsæt vores uddannelsessystem har mest af, nemlig at læring stadig
foregår i et snævert rum med lavt til loftet, karakter, test og ensidige tankemønstre. Han har oplevet dette i sin skoletid. Han kunne f.eks. ikke sidde stille i timerne.

Skal vi have flere igennem uddannelsessystemet må vi forbedre det med imødekommenhed, nærvær, individuelle hensyn og mange flere spor og veje til læring.

Denne studerende leverede denne fine tankegang.

DSB og KUPPI.

Der er nu noget dejligt ved at stå på en perron, og ikke vente på tog, men bare være en del af perronen.

Det oplevede jeg kort efter jeg havde startet min lille virksomhed, KUPPI.
Det var S-togs nettet,  og det var altid på solskinsdage, for ellers kunne jeg ikke påsætte AVIS spandene mine dekorationer. Det var æbleblomst der kom på, og de blev så flotte.

Mit første mål med at dekorere affaldsspande var og er stadig at forskønne dem, så de viser sig bedre frem nu, hvor der står affaldsspande mange steder. Jeg vil gerne forskønne og give folk mulighed for at se ud over ligegyldigheden, som også har indsneget sig i vores omgivelser.
Min interesse for hele affaldsverdenen er med tiden vokset, og i dag er en dekoration også et udtryk for bevidsthed om affald som en ressource.

 Når jeg stod der på de forskellige stationer, oplevede jeg en form for afslappethed. Det var faktisk sjældent en perron virkede stressfyldt, hvilket man ellers godt kunne tro. Af og til kom folk hen og fik en lille skraldesnak eller kommenterede mit arbejde. Udelukkende dejligt og positivt.

På nogen af stationerne gik der en og fejede, tømte affaldskurve og et andet sted hentede man de store AVIS spande, som jeg stod og dekorerede.

Mit job var at dekorere nogle få AVIS spande, og det eneste sted jeg kunne gøre det var på stationerne. Jeg havde fået aftalen i stand ved en mailhenvendelse, så jeg var/er selvfølgelig pavestolt over dette.

Jeg stod der med alt mit habengut i form af dekoer i en kuffert, vaskevand, skraber og rent vand, som jeg hentede i kioskerne ved stationerne. Nok ikke den mest strømlinede business profil, og da slet ikke baseret på en pæn timeløn. Til gengæld fik jeg en masse inspiration og oplevelser.

Da nogen af stationerne virkelig er slidte, fik jeg den idé at man for relativt få kroner kunne istandsætte nogen af stationerne som uddannelsesprojekter. En fantastisk kreativ opgave, og med et resultat af ejerskab, kreativitet, innovation og anderledes design. Det er sikkert konkurrenceforvridende, men dog en mulighed for at løfte disse stationer ud af slid og mangel på penge til store ændringer.

I tankerne fik jeg indrettet flere af stationerne. De blev omdannet til spændende miljøer lavet af genbrug, kunst og graffiti med sjove lys og indbydende adgang.

Alt imens jeg kørte med tog og dekorerede AVIS spande. Jeg er glad for DSB. De gav mig en ordre bare på en mail. Tak til dem. Jeg laver gerne flere spande. Det er dansk og det er super kvalitet. Jeg får stadig billeder tilsendt af dem.
 www.dsb.dk

Det er ikke til at fatte.

En dejlig tur til Lild Strand, hvor vi boede i et smukt hus med direkte udsigt til havet, smukke solnedgange, skybilleder og uendelighed.
Hvor kan verden dog være smuk, inspirerende, motiverende og vidunderlig let.

Men når blikket igen vendes mod vores omverden, er det ikke længere så let. Så fyldes vores øjne, ører og tanker med krige, konflikter og dramaer. Historier vi med interesse sluger som højdepunkter i
TV kiggeriet.

Det er nærmest ikke til at fatte, at det skal være så svært at blive enige om landegrænser, magtfordelinger, bæredygtighed og fornuft i livet. Det er ikke til at fatte at vi med ganske få fælles bidrag kan ændre på hele vores økosystem.
Vi har allerede været dygtige til at skabe ubalance på mange områder og vi besidder intellektet og evnerne til at ændre den anden vej igen. Et bedre økosystem for os selv og vores medmennesker.
Men åbenbart er det nemmere at gøre alt det forkerte.

Hvorfor har vi store firmaer, der kun tænker ud fra grådighedsbegær? Hvorfor er der stadig ikke styr på vores økobalance på vores planet ?
Hvorfor har vi ikke løst de mest simple forureningsudfordringer? Hvorfor kører vi stadig i benzin biler? 
Hvorfor lærer vi ikke at passe bedre på vores helt egen verden ? Hvorfor fortsætter vi vores historie
på denne grådige facon?

Det kan sagtens gøres forskelligt og med frihed, blot vi medtager vores højt udviklede samvittighed tilsat lidt moral, etik og ansvar. Mere viden med plads til eksperimenter og innovation er et godt krydderi. Lidt mere venlighed og overskud er cremen, der gør det hele mere rart og fremmer et bedre
miljø for os selv, vores efterkommere og vores historie. 

Det ville se helt anderledes ud hvis de store magthavere påtog sig et ansvar og en beslutning om, at de nuværende virkelig alvorlige kriser skal løses med innovation, nytænkning og fred.

I virkeligheden ville jeg gøre opmærksom på, at affaldet også gerne vil sorteres i sommerhusområder.
Men affald, læring, historie, krig, samvittighed og moral hænger godt sammen. Så hvad pokker, det bliver ved dette i dag.

Hvem hjælper os?

Hvert eneste år producerer vi 800 kg. affald pr. person i Danmark.

Det kræver en del arbejde at få købt så mange forskellige ting, så vi hver især i gennemsnit kan komme op på den mængde. Vi slæber hjem af poser, emballage, mad, tøj, elektronik og alt muligt andet. Så smider vi en hel masse ud igen, og når det hele regnes ud havner vi på 800 kg. pr. mand.

Den rutine gentager vi igen og igen, og så har vi vækst. Vi knokler virkelig for at kunne nå det hele.

Hvis vi ændrer på affaldsmængden, ændrer vi på meget andet. Vi ændrer på indkøbsvaner, forbrug, tid og interesser. Hvis vi besluttede at vi ville producere mindre affald, ville det få stor betydning for en masse led i vores forbrugskæde. Vi ville kigge os om efter andre værdier. Hvor spændende!

Nu ved vi, at vores ressourcer er knappe, og for at vi kan bevare nogen af vores råstoffer skal vi sortere vores affald. Det giver os mere at lave omkring affald, så vi kan lige så godt blive ven med affaldet. Det kan lige så godt blive sjovt at sortere, og dermed bidrage til, at noget af det bliver anvendt igen. Det pynter da lidt på mængden.


Hvem er det der hjælper os med at producere alt det affald?

Er det industrien? Er det vores vaner? Er det vores afmagt? Er det vores behov? Er det politikere?
Er det noget andet?

Det er nogen eller noget ! Det hele er noget vi har skabt.

Hvad skal vi lave, hvis vores affaldsproduktion bliver mindre? Jeg tror der er meget vi kan finde på.

Læring med glæde.

Hurra for den nye skolereform !

Der er mange mange fine ting ved den skolereform. F.eks. er det skønt at reformen ser mere nuanceret på begrebet "læring". Det har været savnet i mange år. Man anerkender nu at læring foregår i mange andre rum og strukturer end klasseundervisning.

Jeg er så stolt over, at det vi i friskolen bød ind med nu er anerkendt. Vi gjorde allerede i 90érne det som nu bliver en del af folkeskolens hverdag. 

Vi havde en meningsfyldt morgensamling med sange, botanik og meddelelser. Børnene styrede den på skift. ( læring, værdier, ledelse, socialt samvær, struktur og forståelse)

Børnene lavede selv frokost i grupperne. Hver dag undtaget fredag, hvor vi alle spiste i salen. Grete serverede mad den dag. ( læring, sundhed, sanser, værdier, struktur og social læring og samvær)

Børnene havde 10.000 m2 og de brugte pauserne til leg, nydelse og samvær. ( læring)
Vi behøvede ikke forstyrre deres leg. ( social læring, bevægelse, natur)

Vi holdt ABSOLUT MIDDELALDER i tre uger. Omdannede sportspladsen til Middelalderby, og gik rundt i særke i 14 dage i Oktober. Vi blev trætte, fik røde kinder, mærkede sult, så en høne blive slagtet, spiste friske sild, bagte brød, filosoferede

og lavede mad på bål. ( historisk nysgerrighed, læring, oplevelse, sanser, naturens rytme, solopgange, fantasi, udvikling)

Vi holdt store præsentationer efter vores lejrture rundt i Danmark. Præsentationer om forskellige bindingsværk, Ribe Domkirke, Biskop Erlandsen i fangehullet på Hagenskov Gods, bunkersbyggeri ved Vestkysten og mange flere emner.
Aftner fyldt med glade børn, der altid var spændt på modtagelsen af deres foredrag. ( læring, performance, personlig udvikling)

Vi holdt juletræsfester efter et helt bestemt koncept. ( traditioner, læring og samvær) Børnene forbød os at ændre denne tradition, hverken i form eller indhold.

Vi fik venner i udlandet og rejste ud med masser af børn i en lejet bus samt et Juletræ, så vi kunne vise en af vores traditioner. ( sprog, læring, samvær, dannelse, udvikling)

Vi slappede af på en solskinsdag og nød det der spontant foregik. Det var aldrig kedeligt og meget lærerigt.

Vi lavede film og teater og lejede en biograf til Filmpremieren. ( anerkendelse og respekt for børns arbejde)

Vi holdt høns og havde egen hønsegård. Det var de små i Gul/Orange gruppe ( 7-9 år, der passede hønsegården med ære. ( læring på mange planer)

Læring er alt fra de traditionelle skolefag til alt det, der åbner det enkelte menneske mod nysgerrighed og mening. 

Jeg er så glad på børnenes vegne.

Klistr nu ikke det hele til med strukturer, systemer, kontrol og forordninger.