Det varme smil !
Jeg har lige haft en opgave i Hobro ! Da jeg bor på Fyn er Hobro et stykke væk og det er ikke ofte jeg kommer til Hobro. Men på denne tur som var ud og hjem, og jeg var alene, var der rig mulighed for refleksion.
Jeg vil gerne fortælle om en mand, der hed Alfred ! Han kom fra Hobro og jeg tror ikke han lever mere.
Jeg vil gerne fortælle om indtryk der holder ! Han var et indtryk, der har noget at gøre med varme, smil og tryghed!
Jeg tror Alfred arbejdede på Hobro slagteri og han kom sammen med sin kone og børn til Fyn for at besøge sin svigermor, som var vores nabo ! Jeg tror de kom på besøg 2-3 gange om året !
Næsten hver gang kom han over vejen, ind på vores lille gård til en sludder med mine forældre og en tår kaffe!
Jeg var kun et barn, og jeg tror jeg kan huske ham fra 5 års alderen og måske en 6-7 år frem !
Han var en stor mand, åben skjorte, gråt hår og en masse rynker, med et meget rart ansigt ! Når han kom over til mine forældre og hilste på os alle, var det med venlighed og smil ! Så satte han sig ved bordet og kaffen blev serveret ! Så fortalte han alt muligt, som jeg ikke forstod, men som alligevel var spændende ! Jeg kunne godt lide dette meget anderledes sprog !
Han talte ikke specielt til os børn og viste os såmænd heller ikke særlig opmærksomhed ! Han kunne dog sige : " Bette tøs" ( min mor oversatte)
Men han var rar og glad ! Et trygt menneske, som jeg tænker på hver gang jeg kører udenom Hobro !
Denne lille erindring har flere aspekter.
Hvad er betydningsbærende for børn ?
Er det det samme i dag, som før ?
Hvordan kan vi blive set som modne voksne i dag ?
Jeg har ofte været forundret over at jeg stadig kan huske ham ! Det er over 55 år siden og jeg tænker, at det nemt kunne være glemt ! Men han gjorde indtryk, fordi han havde en speciel udstråling af noget rart og trygt ! I barneøjne var han gammel ! Det er nu, min generation har nået dette niveau !
Jeg tror Alfred var et rigtig godt menneske ! Om han var klog, velhavende eller havde sære ideer var underordnet ! Han var rar og han skabte altid ekstra hygge i køkkenet !
Det er betydningsbærende for børn, at de får mulighed for at møde folk i alle livets aldre ! Det er betydningsbærende, at børn får lov og tid til at danne sig deres egen opfattelse af andre mennesker !
Og det er vigtigt at forældre ikke udtrykker deres eventuelle fordomme og forventninger om andre mennesker ! Lad børnene have deres indtryk for sig selv !
Om det samme kan ske i dag ?
Der er med sikkerhed tilsvarende oplevelser i dag ! Alligevel tror jeg noget har ændret sig ! Jeg tror mange børn ikke gider sidde og lytte på voksne, og sådan var jeg også af og til. Men vi blev jo alligevel siddende, for der var adspredelse i visitterne. I dag ville jeg ha´spillet på min Mobil, min Ipad eller noget tilsvarende, og så er fokus væk på den nære oplevelse, hvor man også samler erfaring omkring andre menneskers udstråling og væremåde.
Desuden er den kultur med at besøge hinanden en times tid og få en tår kaffe meget mere begrænset i dag, eftersom arbejdsrytmen har ændret sig.
Jeg tænker tit over, hvordan børn opfatter mig nu ! Det at komme i bedsteforældrealderen er også en udfordring !
Men kan man have et så langt eftermæle som Alfred har hos et dengang lille barn, så vil det være stort !
Bare smil varmt ! Vis overskud og nysgerrighed ! Så bliver du husket !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar