lørdag den 26. juli 2014

DSB og KUPPI.

Der er nu noget dejligt ved at stå på en perron, og ikke vente på tog, men bare være en del af perronen.

Det oplevede jeg kort efter jeg havde startet min lille virksomhed, KUPPI.
Det var S-togs nettet,  og det var altid på solskinsdage, for ellers kunne jeg ikke påsætte AVIS spandene mine dekorationer. Det var æbleblomst der kom på, og de blev så flotte.

Mit første mål med at dekorere affaldsspande var og er stadig at forskønne dem, så de viser sig bedre frem nu, hvor der står affaldsspande mange steder. Jeg vil gerne forskønne og give folk mulighed for at se ud over ligegyldigheden, som også har indsneget sig i vores omgivelser.
Min interesse for hele affaldsverdenen er med tiden vokset, og i dag er en dekoration også et udtryk for bevidsthed om affald som en ressource.

 Når jeg stod der på de forskellige stationer, oplevede jeg en form for afslappethed. Det var faktisk sjældent en perron virkede stressfyldt, hvilket man ellers godt kunne tro. Af og til kom folk hen og fik en lille skraldesnak eller kommenterede mit arbejde. Udelukkende dejligt og positivt.

På nogen af stationerne gik der en og fejede, tømte affaldskurve og et andet sted hentede man de store AVIS spande, som jeg stod og dekorerede.

Mit job var at dekorere nogle få AVIS spande, og det eneste sted jeg kunne gøre det var på stationerne. Jeg havde fået aftalen i stand ved en mailhenvendelse, så jeg var/er selvfølgelig pavestolt over dette.

Jeg stod der med alt mit habengut i form af dekoer i en kuffert, vaskevand, skraber og rent vand, som jeg hentede i kioskerne ved stationerne. Nok ikke den mest strømlinede business profil, og da slet ikke baseret på en pæn timeløn. Til gengæld fik jeg en masse inspiration og oplevelser.

Da nogen af stationerne virkelig er slidte, fik jeg den idé at man for relativt få kroner kunne istandsætte nogen af stationerne som uddannelsesprojekter. En fantastisk kreativ opgave, og med et resultat af ejerskab, kreativitet, innovation og anderledes design. Det er sikkert konkurrenceforvridende, men dog en mulighed for at løfte disse stationer ud af slid og mangel på penge til store ændringer.


I tankerne fik jeg indrettet flere af stationerne. De blev omdannet til spændende miljøer lavet af genbrug, kunst og graffiti med sjove lys og indbydende adgang.

Alt imens jeg kørte med tog og dekorerede AVIS spande. Jeg er glad for DSB. De gav mig en ordre bare på en mail. Tak til dem. Jeg laver gerne flere spande. Det er dansk og det er super kvalitet. Jeg får stadig billeder tilsendt af dem.
 www.dsb.dk




Ingen kommentarer:

Send en kommentar